TRUMP FøR FORELæGGELSE AF STRAFFESAG: EN TRIST DAG FOR USA

Tidligere præsident Donald Trump er mandag ankommet til en domstol på Manhattan.

Her begynder den første af i alt fire straffesager mod Trump med anklagernes forelæggelse af sagen.

Den kan nå at blive den eneste af de fire sager, der når at komme for retten, inden USA går til valg i november. Det er den første straffesag nogensinde mod en tidligere amerikansk præsident.

- Det er en meget, meget trist dag for USA, siger Trump på vej ind ifølge BBC.

Sagen handler om bogføring af et beløb, som pornoskuespilleren Stormy Daniels angiveligt fik udbetalt for at holde tæt om sin relation med Trump inden valget i 2016.

Trump har erklæret sig ikke skyldig i i alt 34 tiltalepunkter om forfalskning af regnskabsmateriale.

Han afviser at have haft et seksuelt forhold til Daniels.

Trump er tiltalt i fire sager.

De tre andre sager handler om manipulation af resultatet i delstaten Georgia under præsidentvalget i 2020, sammensværgelse mod USA ved at forsøge at omgøre valgresultatet og opbevaring af hemmelige dokumenter i sit hjem Mar-a-Lago.

Af mange juridiske eksperter ses sagen om bogføring af tys-tys-penge som den mindst alvorlige.

Findes Trump skyldig, vil det ikke forhindre ham i at blive præsident. Men det kan påvirke hans chancer for genvalg.

Trump har i sagen blandt andet været stærkt kritisk over for distriktsanklageren i Manhattan, Alvin Bragg.

- Jeg er her i stedet for at være i Pennsylvania, Georgia og mange andre steder for at føre valgkamp, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP forud for sagen.

- Det er en heksejagt, og det er skammeligt, og den kommer fra Washington.

Sagen begyndte med blandt andet udvælgelse af nævninger sidste uge.

/ritzau/

2024-04-22T14:45:56Z dg43tfdfdgfd